Velkommen

Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet med film og teater i mange år. Jeg opdagede alt for sent - men tids nok - at malerkunsten er et kunstnerisk udtryk som giver mig utrolig glæde. Efter 20 år er jeg stadig tryllebundet af de mange udfordringer arbejdet med billeder bringer hver eneste dag.

I modsætning til skuespilkunsten, hvor det kunsteriske udtryk fæstner sig til andres kreative ideer i skabelsen af det kollektive værk, er arbejdet med billeder en enegang. Men i isolationen ligger også en frihed og muligheden for at afprøve alle impulser. Helheden ligger indenfor min billedramme, og i malerierne kan jeg gå tilbage og iagttage de skridt jeg har taget, justere og træffe nye valg på egen hånd.

Foredrag

"Et langtidsholdbart, muntert liv i kunsten"

I enhver kunstner er der et behov for at skabe en direkte forbindelse til medmennesket. At kalde på følelser og genkendelse. Aktivere glæden og forhåbenlig - reflektionen. Læs mere om Lone Lindorffs foredrag her...

Håndgjort papir

Håndlavet papir som jeg har arbejdet med i de sidste 15 år, køber jeg for det meste hos papirkunstnere som udvikler papir fra forskellige plantefibre som giver en overfladestruktur alt efter planteart og håndværkerens kreative formåen.

Collage

Jeg finder det meget inspirerende at arbejde med disse papirsorter som, udover billedets farvesammenstød og rumlige formsprog, giver en ekstra dimension i form af papirets struktur som skaber relief til billedets overflade.

Akryl - Oliemaleri - Bemalet collage

Mine olie og akrylmalerier har med tiden indgået en symbiose med papirarbejderne. Langsomt har papiret blandet sig med malingen og omvendt, så jeg nu efterhånden har udviklet et formsprog som er bemalet collage. Den teknik startede som et sidste forsøg på at få et arbejde til at "makke ret" er nu blevet en måde at skabe billeder på.